Menu

Bedre lys på vej på stadion

image Hov, der er bolden jo - bedre lys på vej på stadion
09. oktober 2018 kl. 09:15
Fredericia Kommune støtter miljøvenligere lys


Et foto fra 2014 af Lasse Rasmussen fra Taulov Skærbæk Idrætsforenings fodboldafdeling. Nu er der nyt og bedre lys på vej på TSIF's baner ved Elbohallen. Fredericia Kommune støtter investering i kraftigere, besparende og miljøvenligere lys med 112.500 kroner. Arkivfoto: Michael Svenningsen

Skrevet af: MORTEN KIILERICH, Fredericia Dagblad - Publiceret 03. oktober 2018 kl. 14:24



Taulov: Lyset var ellers ved at slukke for de 286 fodboldspillere i Taulov Skærbæk Idrætsforening.

Men nu er der nyt lys på vej på træningsbanerne af græs og kunstgræs ved Elbohallen på Tingvejen.

Politikerne i Fredericia Kommunes kultur- og idrætsudvalg sender 112.500 kroner af sted til klubben, så den kan indkøbe nye, kraftige projektører i fire af otte master.

TSIF havde søgt om 225.000 kroner, men tildeles halvdelen, som tages fra overskydende midler i kommunens pulje i 2018 til klimaskærme. Det oplyser udvalgsformand, Lars Ejby Pedersen (S).



Giver også lidt selv

- Det er vi bare rigtigt glade for. Vi har fået et tilbud fra Ladegaard El ApS, og den nye belysning er på plads om tre uger, siger TSIF Fodbolds formand, Elna Schakmann Mathiasen:

- Vi lægger selv 20.000 kroner oveni og bruger også stadig de tre gamle pærer, vi har i dag, sammen med de nye projektører. Så klarer vi os, til der er råd til at sige helt farvel til de gamle.

- Jeg har været med i 22 år. I al den tid har vi forsøgt at spare sammen til nyt lys. Lige nu er vi lidt udfordrede af ekstra udgifter til den kunststofbane, vi fik for et par vintre siden, forklarer Elna Schakmann Mathiasen:

- Derfor er der ikke mange penge til nyt lys også.

Et bedre lys

- Vi sparede selv 400.000 kroner op til kunststofbanen og fik 1,4 millioner kroner af Fredericia Kommune, så vi kan godt tage fat, og det vil vi også helst, lyder meldingen fra fodboldformanden:

- Vi pusler lidt med noget cykelsponsorløb for at få penge ind til mere nyt lys.

De tre gamle pærer, der altså nu suppleres af nye projektører, er dyre i indkøb og drift og heller ikke nær så miljøvenlige som de nye.

- Og de nye projektører har et meget bedre lys. Jeg har set dem på en bane i Kolding. De er gode, siger Elna Schakmann Mathiasen.

Taulov Skærbæk Idrætsforening afvikler, som så mange andre klubber, det meste af fodboldtræningen udendørs. Også i de mørkere måneder. TSIF har dog fra uge 43 ti ugentlige træningstimer i hal. De er forbeholdt de yngste.

Luk